onsdag den 3. december 2014

Smæskesteg - lige til at smæske sig i!





Julen er over os og igen i år har jeg tænkt rigtig meget over, hvad jeg skal have at spise juleaften. Sidste år lavede jeg en grøntsagscrumble og det smagte også rigtig dejligt, men jeg kunne også mærke at det nok ikke lige var dét jeg havde lyst til. Jeg faldt over Thomas Erex' smæskesteg og har ville prøve den i lang tid. I søndags fik jeg lavet den og den er jo simpelthen fantastisk! Jeg manglede lige en god rødvinssauce, men jeg må jo bare give den gas juleaften i stedet - den skal i hvert fald ikke have for lidt!
Denne portion gav mig en stor smæskesteg - faktisk så stor at jeg kunne spise det i tre dage og så få den sidste lille rest med på madpakken i dag. Jeg har brugt en færdigkøbt pakke butterdej (dem der er på køl), men kan kan også lave sin egen dej og det må jeg hellere prøve til juleaften, for det er helt sikkert lidt bedre. Hop over på Thomas' blog via linket ovenover for at se opskriften på den dej han har brugt 😄


4-6 personer
Det skal du bruge:
1 pakke butterdej
2 finthakkede løg
2 finthakkede hvidløg
2 revne gulerødder
100 g vegansk chorizo (fås fx i SuperBest og helsekostbutikker)
100 g hasselnødder
2 dl grøntsagsbouillon (1 terning til 2 dl kogende vand)
100 g revet kartoffel
2 pressede hvidløg
1/2 dl rasp
Salt og peber


Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 175 grader.
Rist hasselnødderne på en varm pande i et par minutter. Det er ikke meningen at de skal blive brændte eller tabe skallen, men de skal lige få den der lækre, ristede smag. Læg dem til side, hæld lidt olie på panden og steg løg, hakkede hvidløg og gulerødder til løgene er klare og gulerødderne møre. Læg evt. gerne et låg på panden. Mens det står og småsteger lidt, kan du blende hasselnødderne. De skal blendes helt til mel og der må altså helst ikke være alt for store stykker.
Læg løg-blandingen til side og hæld lidt nyt olie på den stadig varme pande - eller tag en helt ny pande, hvis du ikke har noget imod lidt ekstra opvask! Skær chorizopølserne i små stykker (ikke alt for grove) og steg på panden i to minutters tid. Hæld hasselnøddemelet på panden og sluk for varmen. Rør godt rundt og lad det stå lidt.

Rør løg-blandingen sammen med chorizo-blandingen, bouillon, kartoffel, pressede hvidløg og rasp. Smag til med salt og peber. Det er vigtigt at farsen allerede nu smager godt, for hvis den ikke gør det nu, så kommer den heller ikke til det.
Læg farsen ud på butterdejen i en samlet klump - farsen skal gerne kunne formes, men hvis den ikke kan det, kan du prøve at putte lidt Husk eller knust hørfrø i og lade det stå et par minutter. Saml butterdejen rundt om farsen og pensl evt. stegen - jeg penslede med lidt stærkt kaffe, så den fik en rigtig flot brun farve (det er ikke lige så tydeligt på billederne).
Smid stegen i ovnen og bag den i 30-45 minutter. Kig til den efter de 30 minutter, dejen skal gerne være sprød og ikke alt for blød. Server den med lidt lækkert tilbehør - lige til at smæske sig i! ☺️

Ingen kommentarer:

Send en kommentar