mandag den 24. februar 2014

Ovntørrede tomater





Soltørrede tomater er perfekte i salater og sandwiches og selvom de her ikke er soltørrede, så fungerer de mindst lige så godt. Det tager en hel dag at lave dem, så sørg for at gøre det en dag, hvor du er hjemme. Men når de så er sat i ovnen, står de egentlig og passer sig selv. Fordelen ved at lave dem selv er, at du selv bestemmer om de skal være saftige eller mere tørre i det.

Jeg brugte dem i en sandwich med ruccola, hjemmelavet oliventapenade og lidt frisk ruccola.

4-6 personer
Det skal du bruge:
1 kg tomater (jeg brugte cherrytomater, men man kan sagtens bruge de store)
1 tsk sukker
1 tsk salt

Lidt timian (helst frisk)
3 laurbærblade, smuldret
3 spsk olivenolie
Friskkværnet salt og peber


Sådan gør du:
Halver tomaterne eller skær de store i kvarte. Grav indmaden ud (gem det, så det ikke går til spilde)  og læg dem over på en bagerist med avispapir under. Bland sukker og salt og drys det hen over tomaterne, vend dem med den skårne side nedad og lad dem dryppe af i en times tid.

Tænd for ovnen på 100 grader.
Stil tomaterne over på en beklædt bageplade med den skårne side opad. Drys med timian, smuldrede laurbærblade, olivenolie og friskkværnet salt og peber. Smid dem i oven og kig til dem efter 1-2 timer og cirka hver time efter det. Jeg gav mine tomater mellem 5 og 6 timer, men hvis du gerne vil have dem mere saftige, kan du nøjes med 4 timer. Hvis du vil have dem helt tørre, kan du give dem op til 7-8 timer.
Jeg opbevarede mine tomater i en lufttæt beholder i køleskabet et par dage. Men hvis du vil opbevare dem længere, kan du hælde rigeligt med olie over dem.


TIP: Indmaden fra tomaterne kan fx bruges i en tomatsauce. Jeg kogte det op med lidt texmex-sojagranulat og brugte det i tortillas.

Marts med Medfølelse



Nu er der kun 5 dage til marts og dermed Marts med Medfølelse. Det er et fantastisk initiativ fra organisationen Mad Med Medfølelse og det går ud på at man lever vegansk i hele marts måned. Jeg ville rigtig gerne have deltaget sidste år, men der havde jeg ikke engang været vegetar i en måned, så der kunne jeg ikke helt overskue det. Men i år har jeg mod på det og det skal nok blive rigtig spændende. Det sværeste bliver at undvære ost og honning, det er mine to store laster. Men det er jo kun for en måned, så mon ikke det nok skal gå? Jeg lever jo i forvejen nogenlunde vegansk, så det er ikke fordi det bliver helt nyt for mig.

Jeg har tilmeldt mig et nyhedsbrev, hvor jeg får spændende opskrifter hver dag og du kan gøre det samme lige her


mandag den 17. februar 2014

Hjemmelavede tortillapandekager





I går var en meget speciel dag. Det var nemlig min 1-års dag som vegetar! Det var helt uvirkeligt, for et eller andet sted troede jeg ikke at jeg ville kunne holde det så lang tid. Men jeg er stadig rigtig glad for det og nu kommer den næste store udfordring i marts, hvor jeg skal leve en hel måned som veganer i forbindelse med Marts Med Medfølelse. Dét bliver hårdt, men uden tvivl også rigtig spændende!

Noget af det jeg nok spiser allermest af er tortillas med grøntsager. Det er så dejlig nemt hvis jeg lige har nogle grøntsagsrester liggende eller til de travle aftner, hvor jeg bare lige kan tage nogle wokgrøntsager op og stege på panden. Men jeg er begyndt at blive lidt træt af købe-tortillas, for jeg synes tit de kan blive lidt for pap-agtige. Der er ikke så meget smag og fyld i dem, så jeg ville prøve at lave dem selv. Og det fungerede faktisk rigtig godt! Jeg er stadig ved at lære teknikken, for jeg har fundet ud af at de blive helt stive hvis panden er for varm og det dur heller ikke hvis der er for meget olie i dejen. Det kræver lidt øvelse, men så er jeg også ved at være der!

Jeg plejer at rulle dejen ud og skære den i cirkler, der passer til panden. Og så foretrækker jeg at bruge hvedemel, men fuldkornsmel kan også sagtens bruges.

~8 tortillas
Det skal du bruge:
6 dl mel
2/3 dl smagsneutral olie
1 tsk salt
2 dl varmt vand


Sådan gør du:
Bland alle ingredienser til det formes til en kugle - jeg plejer godt at kunne røre det sammen med en ske, men måske er du nødt til at bruge hænderne for at fjerne evt. klumper. Dæk det med husholdningsfilm og lad det hvile i 30 minutter.
Rul dejen ud i 8 cirkler (eller hvor mange du nu kan få ud af det), der passer ned i din pande. Jeg synes det fungerer bedst når dejen er så tynd, at man nærmest kan se igennem den.
Varm en pande godt op (uden olie!) og smid en tortilla på. Den bobler godt op, men det er meningen - de forsvinder når tortillaen køler ned. Vend den når den begynder at få brune/sorte pletter, det tager ikke mere end et halvt minut.
Som nævnt ovenover, så er min erfaring at tortillaerne bliver helt stive, hvis panden er alt for varm. Så sørg for skrue lidt ned når den er varmet godt op.
Nyd med dit yndlingsfyld!

torsdag den 13. februar 2014

Chokoladeskeer






Noget andet jeg lavede til julegaver var disse chokoladeskeer. Så er meningen, at man skal røre dem op i lidt varmt mælk og på den måde få den lækreste varme chokolade. Pynten kan man variere, men det er ikke så praktisk at bruge store stykker af fx nødder, for det ender bare som små klumper. Men her har jeg brugt hvide chokolade-knapper, kokosmel og hakkede pistacienødder. Skeerne købte jeg billigt i en genbrugsforretning.


Det skal du bruge:
Mørkt chokolade
Evt. lidt pynt


Sådan gør du:
Smelt chokoladen og hæld den i en frysepose. Lad den køle godt af, så den begynder at blive lidt stiv. Klip et hul i det ene hjørne og pres chokolade ud på skeerne - sådan får du det pæneste resultat, frem for at du skal dyppe hele skeen i chokoladen. Pres pynten ned i chokoladen mens den stadig er blød og lad det hele køle godt af. Pak det pænt ind og giv det som en personlig gave.

onsdag den 5. februar 2014

Peanutbutter Fudge





Til jul sidste år, ville jeg gerne prøve at lave hjemmelavede gaver igen. Da jeg var yngre og gik i fritidsklub, lavede jeg alle mine gaver selv og det var så hyggeligt at bruge sine eftermiddage på. Man  lagde så meget kærlighed i de her små projekter og så gjorde det ikke så meget, at de ikke havde kostet en bondegård. Åh ja, det var tider...

Jeg besluttede mig for, at siden jeg jo elsker at lave mad og er meget mere kreativ i køkkenet end når det kommer til gør-det-selv-projekter, så ville det være oplagt at lave spiselige gaver. Disse små karameller var en af de mange forskellige ting, jeg lavede. De blev taget rigtig godt imod og jeg tror det er en oplagt lille snack at lave til en evt. filmaften.


~64 stykker
Det skal du bruge:
125 g margarine
200 ml mælk (jeg brugte sojamælk, så det blev vegansk)
500 g rørsukker
1 tsk vanilleektrakt
Et glas crunchy peanutbutter (~250 g)
300 g flormelis


Sådan gør du:
For en kvadratisk form med bagepapir.
Smelt smørret i en gryde sammen med mælken. Tilsæt sukker og vanilleekstrakt og rør godt, indtil alt sukkeret er smeltet. Skru godt op for varmen og lad det boble i 2 minutters tid, så det karamelliserer. Rør peanutbutteren i og rør rundt til det er smeltet og massen er blevet godt jævn og glat. Hæld den varme masse i en skål (der kan tåle varmen) og rør flormelis i. Vend det rigtig godt sammen til flormelissen ikke længere klumper. Det kan godt tage 2-4 minutter, så hav godt med tålmodighed!
Hæld fudgen i den forede form og sæt det til afkøling - det er bedre at sætte det i køleskabet end at lade det stå på køkkenbordet.
Skær fudgen i små tern (jo koldere den er, jo nemmere er det at skære den). Læg den i små poser, bind et fint bånd rundt om og lav en fin etikette.

Det holder sig i en uges tid i en lukket beholder.


mandag den 3. februar 2014

Fyldte bagekartofler






Nå... Jeg har jo været lidt fraværende på det sidste og det er jeg rigtig ked af. Som sagt, har jeg jo været i praktik og det har virkelig stresset mig og tæret på min energi. Jeg har haft det rigtig skidt, både fysisk og psykisk, og så har bloggen fået sidste prioritet - for det ER virkelig tidskrævende at have en blog.
Men jeg er ved at være ovenpå igen og det skal selvfølgelig fejres med en Meatless Monday opskrift. Jeg lavede oprindeligt de her kartofler til nytårsaften og de blev da egentlig taget ret godt imod. De var egentlig alt for store til os, men vi kunne ikke helt lade være med at sidde og nippe lidt til dem - de var simpelthen for gode til at vi kunne lade dem være!
Det tager noget tid at bage kartoflerne, så jeg har desværre ikke fået lavet dem siden nytårsaften. Men det kan da godt være, at jeg snart skal prøve igen - men så må jeg hellere lave dem med en veninde, så vi kan dele en. Og det gode ved dem er, at man kan lave dem lige, som man helst vil. MAn kan skifte den røde pesto ud med en grøn, du kan eksperimentere med forskellige krydderurter til sommergrillen og du kan evt. koge nogle søde kartofler og mose dem sammen med den egentlige mos. God fornøjelse!


4 personer
Det skal du bruge:
4 store bagekartofler
200 g rød pesto
3 forårsløg, hakket
En håndfuld hakket purløg
2 håndfulde revet mozarella
1 fed hvidløg, presset


Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Pak kartoflerne ind i sølvpapir, prik et par gange med en gaffel og smid dem i ovnen i adskillige timer. Det kan sagtens tage op til 4 timer, det kommer lidt an på din ovn. Prøv at stikke en lille kniv i dem efter et par timer, hvis der ikke rigtig er nogen modstand, så er kartoflerne i hvert fald godt møre.
Skær et stort hul på toppen af kartoflerne og fjern skindet fra hullet (det lød forkert....). Skrab så meget af indmaden ud som muligt, men undgå at lave hul i kartoflen. Bland det godt sammen med de øvrige ingredienser, så du får en slags kartoffelmos. Når du begynder at røre i kartoffel-indmaden, bryder du den kompakte tekstur og gør det mere luftigt, så der er ikke plads til at lægge det hele tilbage i kartoflerne. Men fyld så meget i du kan, og så kan du evt. gemme resten og lave en slags klatkager ud af det.
Smid kartoflerne tilbage i ovnen (de skal ikke pakkes ind denne gang) i 20-30 minutter. Server med en god salat og evt. lidt friskbagt brød.